English        

Det er altid meget sørgeligt at skulle sige farvel til Baba og Indien, men der kan ske noget, som giver et lille boost til humøret. Sådan var det en gang, jeg skulle rejse til Dharmawaaram, der ligger omkring en times kørsel fra Puttaparthi, for at tage toget til Bombay, og derfra komme med fly til England /København. Da toget afgår ved midnatstid, er det lidt af et problem for en enlig kvinde, for man skal ikke tage en taxa så langt om natten. Ashram'en lukker portene klokken ni, så mellem ni og midnat skulle jeg tage bussen til Dharmawaaram..

Det regnede meget den aften, men luften var stadig meget lun. Jeg ankom i nedtrykt sindsstemning til stationen, med hjælp fra en rickshaw wallah. Der havde allerede samlet sig en lille gruppe mennesker, der skulle med samme bus, som jeg. Jeg betalte rickshaw wallah'en, og satte mig på stenbænken foran billetlugen, der for længst var lukket.

Efter halvanden times ventetid på stationen kom bussen, der skulle bringe os til Dharmawaaram. Vi steg på, og chaufføren, der virkede sur og irriteret, komplettered den lille sørgelige gruppe passager, bestående, foruden jeg selv, af et par enlige ældre kvinder i sari, en håndfuld middelaldrende enlige mænd, et ægtepar, der senere skulle blive mine gode venner, og to unge mandlige studerende omkring tyve år, klædt i de karakteristiske hvide dhotis, som alle studerende har på i Sai Babas universiteter og colleges. 

Chaufføren checkede billetterne, og jeg så, at jeg delte (4-mands) sæde med de to unge mænd.

Bussen bakkede ud fra perronen, Inderne på gaden, der er altid mange mennesker allevegne, hvor der er et elektrisk lys, vinkede til os stakler, der må rejse.

Busser i Indien er sådan indrettet, at der er ingen fhjuljedre, ingen polstrede sæder, som er af plastic eller træ, og slidt glatte af en million bagdele, der har gledet henover dem, ved hver en kurve på vejen. Hvis man har silkesari på, er det stort set som at sidde med regntøj på brun sæbe; man har kun armkræfterne til at holde en fast på sædet.

Allerede, da bussen drejede ud fra stationen, begyndte mine armmuskler at brænde. Godt, at det mest var ligeud.

Vejen var fuld af huller, og meget smal. Det vær bælgmørkt, og det eneste lys man kunne se, var instrumentbrættets lys, der lyste chaufførens ansigt op. Han kørte hurtigt, og hvergang, der kom en modkørende bus eller lastbil, måtte begge køretøjerne sætte farten helt ned og trække helt ud i rabatten; men chaufførerne på denne strækning lå åbenbart i en slags strid om, hvem der har førsteret til at køre på vejen, for der blev taget mange chancer, og mange gange var bussen millimeter fra at ramme en modkørende. Jeg har een strategi i sådan en situation; det er at undgå at se ud ad forruden. Jeg drejer hovedet og ser til siden; men denne strategi virkede kun delvis, fordi jeg da så på de to unge, der sad og snakkede dæmpet sammen, og hver gang der kom en stor kleppert imod os, afslørede de det, ved at gribe hinandens hænder, hviske højere og hurtigere, og hvisle mellem tænderne, lige når vi passerede. Jeg kunne levende forestille mig, hvor rædselsvækkende det var at se, men hullerne i vejen gav mig også nok at gøre med at holde mig fast på "sædet" i bussen. Jeg kastede et blik frem, og så at der endnu engang kom en kæmpe lastbil imod os med høj fart. Vores chauffør satte ikke fartden ned. Jeg kiggede på de to unge indere, der allerede nu havde godt fat i hinandens hænder, mens de stirrede ud ad forruden med opspilede øjne. Jeg bad en lille bøn, og chaufføren trak ud i rabatten uden at sætte farten sønderligt ned. De to indere skreg begge "Aaaaaah!", og kastede sig ned på gulvet foran sædet med hovederne først og benene op i vejret, og stadig holdende om hinanden, ligesom TinTins Dupont og Dupont.

Vi passerede uden at ramme, men det var på millimeter. Jeg kunne ikke lade være med at begynde at le. De to indere kom op fra gulvet, og de begyndte også at grine lidt, Vores gode humør smittede chaufføren, der så op i topspejlet, og leverede sit første smil på denne tur. Så begyndte alle passagererne at smile eller le, og se på hinanden. Chaufføren kørte herefter mere forsigtigt, og vi nåede frem.

De to unge Dupont'er stod af bussen ve en lille samling huse et stykke fra Dharmawaaram, deres onkel hentede dem ved bussen. Deres rejse var forbi for denne dag; min fyrre timers rejse til Danmark var lige begyndt. 

Dette indtraf på et af mine ophold i Sri Sathya Say Babas Ashram (spirituel skole) i Sydindien.

Først en lille indledning.

Alle, eller næsten alle, vi heldige Baba Devotees har oplevet vantro og afstandstagen fra vores nærmeste. Alle vil derfor kunne nikke genkendende til det, at når vi står overfor en kritik af Sai Baba, så mangler vi svar; vi skal ikke, siger Baba ofte, gå ud og vinde mennesker for Ham eller vores tro. Vores Seva (tjeneste) skal være en tjeneste i fuldstændig tavshed. Måske er det derfor, Baba tager vores tunge, når vi stilles overfor kritik af Ham.

Denne hændelse føltes af mig, og mange andre, som et plaster på vores hjerter.

Som sagt, så tog Swami altid grupper ind i templet til en nærmere samtale. Ofte var andre landes ledere, Præsidenter, Konger og Dronninger, Hans gæster. I dette tilfælde var det en lille gruppe der lignede nepalesere, deriblandt en lille dreng, som var inde hos Baba for et interview. 

Efter nogen tid kom de ud fra Templet, faderen og den lille dreng kom sidst i flokken og bagefter dem igen kom Swami. Alle smilede meget, som om det havde været rigtig dejligt. Alle satte kursen mod deres puder på gulvet, men Baba kaldte blidt på den lille dreng, som stoppede på stedet, som hvis han havde haft en snor i ryggen, og nogen trak i den. Han vendte sig om mod Swami, og kiggede spørgende op, mens Baba smilede ned til ham, og samtidig begyndte at føre hånden rundt i cirkler. Ud af håndfladen på Baba kom langsomt en lang kæde med et vedhæng; det hele varede omkring 20 sekunder. Lige inden kæden kom helt ud af hånden, greb Swami den behændigt og ville lægge den over hovedet på den lille dreng. Men kæden var for kort til den lille dreng, med det forholdsvise store hoved. Baba prøvede nogle gange at presse kæden ned over drengens hoved. Drengen prøvede at holde hovedet oppe imens, og lukkede øjnene i under forsøgene. Men nej. Den ville ikke passe. 

Så tog Swami igen kæden op i hånden, Han så ned på kæden og trak den samtidig igennem fingrene på den ene håmd, i 2 sekunder; I eet nu, så kastede Swami kæden over drengens hoved. Nu faldt kæden af sig selv ned og sad fast på drengens ører! Drengen trak selv kæden ned så den lå rundt om halsen. 

Faderen til drengen Havde sat sig, før han opdagede, at hans søn ikke var med, og han så, ligesom alle os andre, hvordan det skete. 

Baba og den lille dreng kom herefter hen til drengens far, som tog den lille på skødet, foldede hænderne og takkede smilende Swami for Hans Nåde.

Og vi, alle os tilskuere, som havde set dette, tænkte med fryd på alle de påstande om at Baba er Tryllekunstner, og har noget i ærmerne, og hvad ved jeg.  

Da vi allesammen lidt senere forlod Tempelhallen, efter Arathi sangen, og efter at Baba var gået til Sin bolig, da så jeg rundt på de kvinder der stod omkring mig, for at se, om jeg var den eneste, som var dybt rørt over det, vi havde set denne dag. Alle smilede, nogle med blanke øjne. Der var en fred i alle vore hjerter. Denne lille hændelse var for mange af os, det største vi havde set. 

 ...

Også Swamis indflydelse på små børn, som gladeligt, uden at tøve et sekund, forlader deres beskyttere, deres egne forældre, for at følge Swami, er en forunderlig ting at overvære. Det er endnu større end noget andet, jeg har set. Mirakuløst.

                                                    AUM!

Shanthi, Shanthi, Shanti-hi                                                     

til forsiden