|
English
Dette indtraf på et af mine ophold i Sri Sathya Say Babas Ashram (spirituel skole) i Sydindien.
Først en lille indledning.
Alle, eller næsten alle, vi heldige Baba Devotees har oplevet vantro og afstandstagen fra vores nærmeste. Alle vil derfor kunne nikke genkendende til det, at når vi står overfor en kritik af Sai Baba, så mangler vi svar; vi skal ikke, siger Baba ofte, gå ud og vinde mennesker for Ham eller vores tro. Vores Seva (tjeneste) skal være en tjeneste i fuldstændig tavshed. Måske er det derfor, Baba tager vores tunge, når vi stilles overfor kritik af Ham.
Denne hændelse føltes af mig, og mange andre, som et plaster på vores hjerter.
Som sagt, så tog Swami altid grupper ind i templet til en nærmere samtale. Ofte var andre landes ledere, Præsidenter, Konger og Dronninger, Hans gæster. I dette tilfælde var det en lille gruppe der lignede nepalesere, deriblandt en lille dreng, som var inde hos Baba for et interview.
Efter nogen tid kom de ud fra Templet, faderen og den lille dreng kom sidst i flokken og bagefter dem igen kom Swami. Alle smilede meget, som om det havde været rigtig dejligt. Alle satte kursen mod deres puder på gulvet, men Baba kaldte blidt på den lille dreng, som stoppede på stedet, som hvis han havde haft en snor i ryggen, og nogen trak i den. Han vendte sig om mod Swami, og kiggede spørgende op, mens Baba smilede ned til ham, og samtidig begyndte at føre hånden rundt i cirkler. Ud af håndfladen på Baba kom langsomt en lang kæde med et vedhæng; det hele varede omkring 20 sekunder. Lige inden kæden kom helt ud af hånden, greb Swami den behændigt og ville lægge den over hovedet på den lille dreng. Men kæden var for kort til den lille dreng, med det forholdsvise store hoved. Baba prøvede nogle gange at presse kæden ned over drengens hoved. Drengen prøvede at holde hovedet oppe imens, og lukkede øjnene i under forsøgene. Men nej. Den ville ikke passe.
Så tog Swami igen kæden op i hånden, Han så ned på kæden og trak den samtidig igennem fingrene på den ene håmd, i 2 sekunder; I eet nu, så kastede Swami kæden over drengens hoved. Nu faldt kæden af sig selv ned og sad fast på drengens ører! Drengen trak selv kæden ned så den lå rundt om halsen.
Faderen til drengen Havde sat sig, før han opdagede, at hans søn ikke var med, og han så, ligesom alle os andre, hvordan det skete.
Baba og den lille dreng kom herefter hen til drengens far, som tog den lille på skødet, foldede hænderne og takkede smilende Swami for Hans Nåde.
Og vi, alle os tilskuere, som havde set dette, tænkte med fryd på alle de påstande om at Baba er Tryllekunstner, og har noget i ærmerne, og hvad ved jeg.
Da vi allesammen lidt senere forlod Tempelhallen, efter Arathi sangen, og efter at Baba var gået til Sin bolig, da så jeg rundt på de kvinder der stod omkring mig, for at se, om jeg var den eneste, som var dybt rørt over det, vi havde set denne dag. Alle smilede, nogle med blanke øjne. Der var en fred i alle vore hjerter. Denne lille hændelse var for mange af os, det største vi havde set.
...
Også Swamis indflydelse på små børn, som gladeligt, uden at tøve et sekund, forlader deres beskyttere, deres egne forældre, for at følge Swami, er en forunderlig ting at overvære. Det er endnu større end noget andet, jeg har set. Mirakuløst.
AUM!
Shanthi, Shanthi, Shanti-hi 
til forsiden |