Fra Vegetarens artikelserie med et væld af dansk oversættelser af Ghandijis selvbiografi:
Ghandi siger om Sandheden:
“Sandheden er for mig det øverste princip, og det omfatter flere andre principper. Med denne sandhed menes ikke kun sanddruelighed i ord, men sanddruelighed også i tanker, og der menes ikke kun den relative sandhed i vores forestillinger, men den Absolutte Sandhed, det Evige Princip, som er Gud. Der er talløse definitioner på Gud, fordi Hans manifestationer er talløse. De overvælder mig med forundring og ærefrygt, og indimellem bliver jeg lamslået. Jeg tilbeder Gud som Sandhed, fordi jeg endnu ikke har fundet Ham men søger Ham. Jeg er parat til at ofre alle de ting, som er mig allerkærest, i denne stræben. Selv hvis det påkrævede offer er mit eget liv, håber jeg, at jeg vil evne at give det. Men sålænge jeg endnu ikke er nået frem til denne Absolutte Sandhed, da må jeg holde mig til den relative sandhed, sådan som jeg har fattet den. Denne relative sandhed må så midlertidigt være mit lys og mit skjold. Selvom denne sti er smal og skarp som en knivsæg, har den for mig været den hurtigste og nemmeste. Selv mine Himalayanske fejltagelser har syntes mig ubetydelige, for jeg har holdt mig strengt til denne sti. Den har reddet mig fra ulykke, og jeg har kunnet følge lyset videre. Jeg har så ofte set glimt af den Absolutte Sandhed - Gud - og dagligt vokser min overbevisning om, at Han alene er virkelig og alt andet er uvirkeligt. Lad dem, som ønsker det, komme til klarhed over hvordan denne overbevisning er blivet til hos mig; lad dem dele mine eksperimenter og min overbevisning, hvis de kan.
En anden overbevisning, som er vokset hos mig er, at det, som er muligt for mig, også er muligt for et barn. Jeg har gode grunde til at sige dette. De redskaber, som bruges til sandhedssøgen, er så enkle som de er vanskelige. De kan forekomme helt umulige for en arrogant person, og mulige for et uskyldigt barn. Den, der søger sandheden, må være mere ydmyg end støvet. Verden knuser støvet under sine fødder, men sandhedssøgeren må gøre sig så ydmyg, at selv støvet kunne knuse ham. Kun da, og ikke før, vil han få et glimt af sandheden.”
tilbage til startsiden