13. marts.

      Dagene er blevet længere og kragerne kæmper om

      redepladser ude i træet foran mit vindue.                        

Kragerne har fundet noget godt redemateriale henne på den nedlagte tanks tag, noget mos og nogle kviste fra en længst udgået busk. "Herrerne" snakker med hinanden, mens de hiver og slider i redematerialet og flyver glade og uendeligt tilfredse frem og tilbage, mens "damerne" bygger og bygger.

Sidst i marts har kragerne udvidet med et par "etager" mere, og der er nu 4 reder i de to kastanjetræer.

Vi fik en gang sne og kulde, tænk engang sidst i marts!- og jeg gav de stakkels krager lidt gammelt brød, da jeg alligevel skulle fodre småfuglene, og det var ved det, at jeg opdagede, at de faktisk tier mere stille og er helt søde og udholdelige, når de har en fyldt kro.

Mange her er ved at blive godt irriterede på kragerne fordi de larmer. Også jeg er irriteret, men min hengivenhed over det mirakel det er hvert år, når foråret bryder frem, vinder med flere længder. Jeg synes det er skønt, og for at holde dem lidt stille, giver jeg dem brød, når jeg har noget. Derfor tror jeg, at det nok skal gå, og glæder mig allerede, for: 

... en dag i begyndelsen af april, opdagede jeg at der måtte være levende unge(r) i en af rederne.

7. April om formiddagen bankede det på min dør. En ansat fra børnehaven ville have oplyst hvem der ejede de biler der stod parkeret under træerne med kragerne, for nu "skal vi have de kragereder fjernet" Jeg sagde til hende at det kan I ikke nu, for der er æg og levende unger i rederne. Hun svarede: vi har alle tilladelserne på plads. Jeg så ud ad vinduet, at brandsprøjten var der, snuppede mit kamera og gik ned for om muligt at stoppe dette overgreb og  i det mindste fotografere det.

Da jeg kom ned, havde brandsprøjten allerede spulet de to af rederne bort. Rystende over det hele, ked af det og fortvivlet, tog jeg billeder af, da de spulede reden med unger og det hele ud af træet.

Tilbage stod nu et sort tomt dryppende træ, kragerne var alle fløjet langt væk, der lå reder på børnehavens legeplads. Sikke et dårligt signal at sende til børnene, som må have set det hele fra vinduerne i børnehaven! 

Jeg var knust. Efter nogle timer kom kragerne tilbage til træet. Sad der bare helt stille, uden at røre en fjer, og med hængende, sørgmodige hoveder. De kiggede og kiggede på de tomme pladser, hvor deres hjem havde været lige før! Jeg prøvede at lade være med at blive for påvirket af dette her. Gik i gang med dagens gøremål. Men Baba kaldte på mig, for at jeg skulle sætte mig lidt ned samnmen med Ham. Og så kom tårerne. Jeg græd ikke for kragerne, de skal nok klare sig, men for alle de mennesker med stenhjerter, for dem som ikke ved, at hver eneste tanke, ord og handling, de gør, bliver afsat som et mærke på deres sjæl i al evighed. Jeg græd for mig selv, og den nye tomhed i mit liv, nu da jeg ikke kunne følge med i kragernes liv mere. Jeg holdt af dem, og de kendte mig og stolede på mig.

Jeg kontaktede om aftenen Dansk Ornitologisk Forening:

De sad der i træet hele natten, og jeg tændte et lys for dem i vinduet (det kan de godt lide) og det stod tændt til klokken 1. Næste formiddag opdagede jeg, at de sad ubevægelige i et andet træ tættere på mit vindue, og kiggede over mod lejligheden. Stadig uden en lyd. Det var deres måde at sige farvel til mig på. 1 time senere lettede de som på tælling, og fløj væk allesammen. Det var så smukt at opleve dette ritual udført af fugle. Jeg vil aldrig glemme det.

3 dage efter redeødelæggelsen lagde jeg mærke til dem på min tur til butikken for at købe ind. Én sad og pillede i en skorsten, som allerede havde mange store huller efter lignende "ture". Nogle af dem sidder stadig en og en rundt omkring og kigger tomt ud i luften. Det er deres liv denne sommer. Intet at lave uden ulykker.

Her 6 dage efter ødelæggelsen har kragerne det godt igen. De virker målrettede og glade, og jeg ser, at de leder efter og samler grene til nye reder et eller andet sted. Hvor, ved jeg ikke.                                                                    

Som det kan læses på DOFs hjemmeside, er kragen en "redeplyndrer", ligesom dens fætter, husskaden, men der noteres samtidig, at fuglenes reelle trussel mod andre fugles reder, er stærkt overdrevne. Hvorfor det? Jo, fordi de også skal forsvare deres reder mod naboen, imod de andre krager; og det har de så travlt med (under megen udskældning, råb og skrig :) ), at der ikke bliver tid til så meget med at plyndre reder længere væk. Dertil medvirker kragefuglene til at holde skadedyr, som f.eks. dræbersnegle, nede. Så kragen er altså en god, omend noget støjende fugl at have; men i ovenstående tilfælde, hvor kragerne blev berøvet deres "dharma", deres normale liv, vil de sikkert have masser af tid til at gå efter småfuglerederne her i foråret!

Kragen får, som det kan læses på DOFs hjemmeside, ét eneste kuld unger årligt, og det varer, fra udklækningen er sket, en lille måned før ungerne er flyvefærdige. At småfuglebestanden er højere, hvor der også er mange krager (læses under beskrivelsen af husskaden hos DOF), må jeg tolke som et udtryk for, at sådanne områder generelt byder på masser af føde og redepladser for alle fugle. Mennesker vil dog, i stedet for at sætte sig ind i sagernes rette sammenhæng, nok fortsat tænke på kragen som en ond fugl, men det passer slet ikke. De krager der boede her, var søde, sjove og glade. De var kloge, lærenemme fugle, og jeg skulle ikke hilse på dem mere end nogle få gange, før de selv begyndte at modtage mig med "høje tilråb", hver gang jeg viste mig nede i døren; de er mindst lige så intelligente og selskabelige som f.eks. beostære og papegøjer.

26. maj i P1 morgen ved naturvejleder xx forklares det, at årsagen til det øgede antal småfugle, hvor der ogsa bor skader/(krager/råger), er den, at skaderne advarer mod fjende nr. 1: tamkatten. Kragens reder sidder oftest meget højt, og de er de første til at opdage, når der er en kat i nærheden.

Men jeg har også ret i min formodning om, at årsagen ligger i de generelle bedre vilkår, for naturvejlederen sagde også, at en stor fare for småfuglenes unger er den gamle, indgroede praksis folk har med, at der "skal klippes hæk ved Skt. Hans"; for derved blottes jo alle småfuglenes reder, som sidder inde i hækkene, og så bliver kragerne fristet over evne.

Så, konklusionen bliver altså igen:

Menneskers adfærd er den største trussel, ikke blot imod krager, men også i høj grad imod vore småfugle; først ved at jage kragerne, disse småfuglenes "vagtmænd", væk, og dernæst ved at fritlægge småfuglenes reder p.gr.a. et dumt, gammelt ordsprog!

Opfølgning af sagen: