Næsten hver sommer var jeg på ferie hos min mormor. Hun var en altid smilende, altid snakkende dame. Og hun var stor. Både af krop og ånd. Min mormor var fregnet. Hun havde store bløde arme, som snørede sig ind ved håndleddene, som var forblevet slanke. Stor barm og mave, og hendes ben var altid hævede. Mormor var så gammel. Selv da jeg kun var 6 år, var hun gammel, og røg cerutter! Senere stoppede hun med cerutterne, men dengang jeg var feriebarn, røg hun dem. Jeg prøver ikke at være underholdende, men skriver det blot som det var. Nogle gange får jeg sådan nogle tydelige flash backs fra min ”barndoms dal”, der er så levende som klardrømme i farver, og med dufte og min egen krops lethed og med fornemmelsen af den hemmelige salige forventning om livet, som ventede forude - altid forude! Når jeg bliver stor, så …! Når jeg bliver mor, så …! Og: jeg skal være dyrlæge…eller læge!... eller gårdmandskone! …

Jeg var så tryg!

Min mormor var ”husbestyrerinde”! Dem hun bestyrede hus for, var også gamle! Pap bedstefædre, hvoraf jeg kun husker den sidste i rækken klart. Det var Åge. Åge var Ringer og Graver i Ulse Kirke, ”Klokker”, som min far plejede at kalde ham, måske med hentydning til at ”klokke i det”.  Åge og mormor. Sådan hed de.

Åge og mormor kunne godt lide at spille Banko. De kørte til Banko flere gange om ugen, hvor der nu var et Banko. Jeg kom selvfølgelig med. Det var hårdt for en lille pige at skulle vente de mange timer, før Banko spillet var slut. Det varede ofte til 23.00 og med de lange stræk, vi skulle køre, for at nå frem til spillestederne, og hjem igen, var jeg ofte først i seng ved midnat. Vi skulle også ”have de gode pladser”, så vi ankom ofte til Bankospillene sidst på eftermiddagen, så det var 6-7 timer, hvor jeg og de andre ”slæbebørn” fandt sammen og legede på parkeringspladserne. Eller i lobbyen. Eller hvor som helst vi måtte. Jeg fik sodavand, selvom jeg aldrig rigtig har kunnet lide sodavand, men lod som om, fordi det gjorde dem tilfredse, at jeg var ligesom alle andre børn, og somme tider fik jeg også en eller to spilleplader, og var skrækslagen, for hvad nu hvis jeg vandt! Så skulle jeg råbe numrene op til kontrolløren, og alle ville se på mig, og blive misundelige. Nej! Jeg ønskede ikke at vinde!

Jeg havde det bedst til hverdag, skønt det også nogle gange var lidt kedeligt, når jeg skulle lege med mig selv. Men jeg fik næsten hver dag en lille ting. En dukke, eller noget andet legetøj. Eller et lille stykke slik.

Hver gang vi kørte i bilen, skulle vi alle tre have et bolsje. Mormor og Åge var bestyrtede over, hvor hurtigt jeg sugede mit bolsje færdigt. Åge kunne have et bolsje under tungen i timevis. Det samme, vel at mærke! Det fandt jeg utroligt! Så løftede han tungen for, at jeg skulle se. Og ganske rigtigt, der lå bolsjet endnu i samme form, bare meget mindre! Der havde jeg nok noget at lære! Så blev jeg stille en tid, mens jeg gemte det i mit hjerte.

I dag ved jeg, at voksne tror, at de har gjort barnet forlegent, når det bliver stille, men det er ikke tilfældet. Slet ikke. Alt var åbent og naturligt for mig. Jeg kunne ikke gøres forlegen, og det tror jeg ikke, nogen børn kan.

Det allerbedste var til måltiderne, hvor vi tre, Åge og mormor og jeg sad omkring det lille spinkle bord i køkkenet. Det var så lækker mad, vi fik, og altid varm mad til middag og smørrebrød om aftenen.

Til middag skulle Åge altid høre ”noteringen”. Vi fik hver dag at høre hvor mange spelt og ising, der var blevet fanget, og vi fik stormvarslerne for Shetlands- og Orkneyøerne.  Og jeg skulle være stille imens.

Om aftenen efter de kolde smørrebrødsmadder, skulle Åge have sin halve banan. Jeg så fascineret til imens han skrællede bananen med langsomme bevægelser efter at have skåret den i halve. Dernæst blev den placeret på smørebrættet. Så kom kniven højt oppe fra, og med et hug! røg den første skive af den halve banan. Skiven blev derefter spiddet på gaflen, og puttet i munden. Lidt senere gentoges manøvren, indtil sidste lille ende var spist. Jeg tror nok, jeg stirrede på ham uafbrudt under hele ritualet hver aften. Ind imellem lo vi ad det. Men se på det, skulle jeg. Åge, som ikke kunne smile så let, fordi han havde mistet sin kone for nogle år siden, og havde været ude for en ulykke, hvor hans hofte var brækket, og vokset forkert sammen, så han ikke kunne gå uden store smerter, kom da også til at smile, og jeg smilede endnu større tilbage til ham igen. Det var godt, at kunne få Åge til at smile!

Derfor kom jeg også med Åge, når han skulle over på kirkegården og klippe hække. Jeg prøvede også at lære at klippe hække, og Åge lovede mig 10 øre for hver meter hæk, jeg klippede.

Jeg begyndte straks at lægge planer for alt det, jeg skulle erhverve mig for de mange penge, jeg ville tjene, men det blev ikke til så mange meter, for hækkesaksen var tung, og mine arme var små, og skønt jeg havde regnet med pengene, var det glemt næste dag. Det var kun fordi mormor skulle fortælle resten af familien om det senere, og de skulle alle sammen le, fordi jeg ikke kunne klippe mange hække, eller fordi jeg ville hjælpe Åge -hvilken af delene har jeg aldrig fundet ud af- at jeg blev mindet om det igen.

Jeg var glad for at være hos mormor og Åge. Og jeg tror også de var glade for at have mig på ferie. Jeg blev ligesom ”deres” barn i de uger, og vi gav hinanden en masse opmærksomhed og kærlighed.

Som barn elsker man uforbeholdent alle mennesker - det er kunsten i livet, at blive ved med at elske alle mennesker, også efter at være blevet voksen!

Min mormor kom engang hjem og boede hos os i den Patricia villa, hvor jeg tilbragte mine første 15 år sammen med min far, mor, søster og bror.

Jeg var på det tidspunkt 8-9 år. Mormor bagte pandekager til os, som stod klar, da vi kom hjem fra skole, en af de første dage hun var hos os. Det var meget dejligt, for ellers klarede vi os selv, når det kom til efterskolemad.  Jeg tror hun sov på ”harmonikasengen”, et monstrom af træ med jernstænger og hængsler og kroge og øskener, som man ikke kunne undgå at komme til skade på, og som, hvis man vovede at komme i nærheden af "dyret",  kunne foldes flere gange, og stadig truede med at folde sig sammen, når man lå på den. Jeg tror mormor på det tidspunkt må have været 65. 

Måske har det været en periode mellem 2 mænd, i hvert fald boede hun hos os en ”evighed”. Hvilket reelt må have været 3 måneder.

Da mormor flyttede ned til Sydsjælland og blev husbestyrerinde hos Åge, rejste de to sammen til Tyrol og Østrig, og da begyndte mormor at skrive dagbøger over, hvor de havde været, hvilke seværdigheder de havde set, hvad de fik at spise og drikke, og hvordan hotellet, de boede på, var. I dagbøgerne, som er skrevet med en sirlig og stor formskrift, er der indklistret postkort og fotografier, og de er et meget meget fint dokument. - Både over, hvordan det så ud i tyskland og Østrig i 1968-1969, men også et fint bevis på, hvordan min mormor var.

Hun nød livet, elskede livet, og smilede og lo sig igennem alle forhindringer, modgang og gråvejrsdage.

Jeg skal sent glemme min store forundring og lettelse, da hun en af de første gange, jeg var på ferie hos hende og havde væltet et glas mælk eller kakao på dugen, smilende og med syngende stemme, som om hun så frem til julefest, udbrød: ”vi vasker igen på tirsdag!”

Og den kom hver gang jeg havde snavset mig til, havde vædet sengen eller grisede på et eller andet: ”Vi vasker igen på tirsdag”. Så grinede jeg og hun til hinanden. Åh, hvor jeg elskede hende for det!

Jeg tror, hun må have været en af de allerførste ”flyvende farmødre/mormødre”.  I 1977 flyttede hun til Solvang, i Californien, og boede der i et par år. Hendes 2 døtre var immigreret til USA allerede i starten af 1960’erne, hendes søn var i Jylland, og nu rejste mine forældre, altså hendes ældste og eneste tilbageblevne datter også over Atlanten - til Vancouver, Canada.

Hvorfor skulle hun så blive alene tilbage i Danmark? Åge var rar, men han formåede ikke at udfylde sådan et stort tomrum. Mormor immigrerede altså til den eneste danske by i Californien,  og vi besøgte hende en enkelt gang der. Hun var helt sig selv, og fyldte den lille lejlighed med ”sine” nips, sin ånd og sin energi - det var, som at være hjemme hos mormor, det var, som det altid havde været. 2 år efter var både mine forældre, jeg selv og mormor i Danmark igen. Og her byggede hun atter et hjem op ligesom det, hun havde haft før med nips og potpouri, dufte, klunker og dunter.

Hun var og er en kilde til livsglæde og livsmod i mit liv den dag i dag.

Mormor blev syg i slutningen af 1990’erne. Hun havde fået kræft. Jeg havde på dette tidspunkt travlt med mit eget liv i København og kom ikke på besøg så ofte. I telefonen sagde hun: ” Årrh, du ved godt … kræft, det er sådan noget der kommer og  går !...”

En dag ringede vi sammen, jeg kan ikke huske hvem af os der ringede op. Jeg fik en følelse af, at det var sidste gang vi talte sammen. Jeg skyndte mig at sige hende ”Mange tak, mormor! for alle de dejlige ferier, og fordi du har været så god ved mig!” Hun svarede mig: ”Tak fordi du var på ferie hos mig”. Vi fik begge fred i hjertet, fordi vi havde fået det ud i det åbne. Ingen havde kunnet tage det fra os.

Nogle dage eller uger herefter, forlod min mormor os, i den form vi kendte hende, for altid.

Hun sov ind, alene i sin seng, mens min mor, som passede hende i hendes eget hjem til det sidste (sammen med hjemmehjælp og sygeplejersker), var på apoteket.

Hun så sit snit til at få den fredelige død, jeg havde ønsket for hende, og jeg er sikker på, at der kom Store Engle og hjalp hende og bar hende ind i Guds Himmerige, i Paradiset hvor alle, der er som børn, alle uskyldige, kommer hen, uden videre rettergang.

Jeg var ikke med til begravelsen. Jeg havde sagt farvel. Jeg ved hun fortsat lever et sted ...